Jeg oplever tit at forventningerne til udvikleres forretningsforståelse er meget lav. Der er en opfattelse af at udviklere bare gerne vil programmere og snakke om tekniske ting, og så kan forretningen ellers rende dem. Det forventes at udviklere er analfabeter når det kommer til forretning.
Min titel er Data Scientist, altså en form for udvikler. Og ja, jeg kan da godt lide alle mulig tech ting og er da også fast lytter af podcasts som The Changelog, Lex Fridman Podcast og Data Engineering Podcast. Men jeg er i ligeså høj grad optaget af forretning, ledelse og strategi, og lytter med lige så stor interesse til podcasts som Inside The Strategy Room, Topchefernes Strategi og Nordea Market Insights. Men som udvikler er det som om at jeg nogen gange skal kæmpe lidt for at blive taget alvorligt når der tales forretning. For det er jo ikke er min opgave at bekymre mig om den slags.
Dertil kommer fordommen om at udviklere er introverte og har svært ved at begå sig socialt. Gad vide hvor den forestilling kommer fra? Og er der hold i den? Er jeg bare en en outlier 😅
I min optik skal man kæmpe lidt ekstra som udvikler for at blive opfattet som en der har forstand på forretning. Måske på samme måde som kvinder skal kæmpe lidt ekstra for at blive opfattet som ledere?
Og det er sjovt, fordi hvis der er et område hvor der gang på gang bliver taget forretningsmæssige katastrofale beslutninger, så er det IT. Beslutninger, hvor nogen bilder sig ind at de ved hvilken teknisk løsning forretningen har brug for, og er totalt ignorante overfor problemets kompleksitet og hvad det kræver at lave IT-systemer som resonerer med brugere.
Tag for eksempel et koncept som teknisk gæld. Et begreb som jeg vil våge at påstå at man har svært ved at forstå og lave en strategi for at håndtere, hvis man ikke har erfaring som udvikler.